19-årig ældresvindler melder sig selv: Afsløret af borgere

En 19-årig mand har erkendt bedrageri mod ældre i seks sager – og blev identificeret af borgere i lokalområdet.

Borgernes årvågenhed gjorde forskellen, da Midt- og Vestsjællands Politi i sidste uge efterlyste en ung mand i en række svindelsager mod ældre.

Politiet modtog på få timer så mange tip, at den mistænkte hurtigt kunne identificeres og opfordres til at melde sig selv.

Bliv sikker på SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Tilmeld gratis nyhedsbrev her.

Det gjorde han fredag formiddag, hvor han mødte op på politistationen i Ringsted. 

Tak til borgerne

Den 19-årige mand er nu sigtet for bedrageri og databedrageri i seks sager, hvor han blandt andet har franarret ældre deres dankort og hævet beløb mellem 15.000 og 17.000 kroner. 

I én sag lykkedes det ham også at få fingre i smykker og kontanter til en samlet værdi af 50.000 kroner.

“Vi vil gerne rette en stor tak til de borgere, der reagerede på vores efterlysning. Deres hjælp var afgørende for, at vi så hurtigt kunne identificere den mistænkte,” lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Blev løsladt

Den 19-årige erkendte ved afhøringen alle forhold.

På trods af svindlens alvor fandt anklagemyndigheden ikke grundlag for varetægtsfængsling, og manden blev derfor løsladt. Der venter ham dog et retsligt efterspil senere.

Sagerne fandt sted i Holbæk, Vipperød, Viby Sjælland og Bjæverskov – og følger et kendt mønster, hvor svindlere typisk udgiver sig for at være fra banken eller politiet og lokker kort og koder ud af ældre borgere.

Politiets råd

  • Udlever aldrig dankort eller pinkode – hverken til ukendte opkald eller fremmede, der banker på.

  • Afbryd samtalen, og ring selv til banken eller politiet via kendt nummer.

  • Kontakt pårørende, hvis du føler dig presset eller usikker.

  • Meld altid bedrageriforsøg – også hvis det ender uden tab.