Heltemodig senior greb ind: 62-årig hjalp politiet med at fange taskerøver
Da en ældre dame blev overfaldet ved en hæveautomat, greb en 62-årig ind og hjalp politiet med at få gerningsmanden anholdt.

En ældre kvinde blev væltet af sin cykel og frarøvet sin taske på åben gade. Gerningsmanden havde kniv – men en 62-årig mand satte efter røveren og hjalp politiet med at få ham fanget.
Bliv sikker på SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Tilmeld gratis nyhedsbrev her.
Det skete 29. januar 2023 foran en hæveautomat i Hellerup. En ældre dame hævede penge og steg på sin cykel, da en mand pludselig løb efter hende, væltede hende og frarøvede hende tasken.
To bankansatte på 26 og 30 år styrtede straks ud af filialen, løb efter røveren og fik kortvarigt fat i ham. Men gerningsmanden trak en kniv, gjorde voldsom modstand og slap fri.
Senior i fuld aktion
Fra sin indkørsel tæt ved fulgte en 62-årig mand dramaet. Han reagerede resolut, satte i løb efter røveren og holdt hele tiden kontakt med politiet på telefon.
Han fulgte den bevæbnede gerningsmand på afstand og kunne vise politiet frem til det skjulested, hvor han havde gemt sig. Kort efter kunne politiet anholde røveren, og kvinden fik sin taske tilbage.
Gerningsmanden er siden blevet idømt fire måneders fængsel for røveri og for ulovlig besiddelse af kniv.
Hædret for heltemod
Fredag blev den 62-årige – sammen med 15 andre borgere – hædret ved en højtidelig dusøroverrækkelse på Hillerød Politistation. Her modtog de alle diplom og kontant belønning som tak for deres mod og handlekraft.
“Vi er hver dag afhængige af den hjælp, vi får fra borgerne. Uden denne hjælp ville vi ikke kunne udføre vores arbejde på den måde, vi gør. I dag har vi haft mulighed for at hædre og takke en række borgere, der har gjort en helt særlig indsats og gået ud over, hvad man med rette kunne forvente,” sagde politidirektør Lykke Sørensen ved ceremonien.
Sådan beskytter du dig mod tasketyve
- Hold tasken tæt – bær den på den side af kroppen, der vender væk fra gaden.
- Vær opmærksom ved hæveautomater – især hvis nogen står meget tæt på dig.
- Opbevar værdier spredt – læg ikke alle kort, kontanter og ID i samme taske.
- Undgå at gå alene i mørke områder – vælg oplyste steder og gerne selskab.
- Ring 112 med det samme – hvis du bliver udsat for røveri eller overfald.


