Falske beskeder fra sundhed.dk: Sådan undgår du at blive snydt
Sundhed.dk advarer mod en bølge af falske beskeder. De ser ægte ud, men skal narre dig til at oplyse CPR-nummer, MitID og kontonumre.

Flere og flere borgere får falske mails og sms’er, der udgiver sig for at komme fra sundhed.dk. De ser ofte ægte ud – men formålet er at lokke personlige oplysninger ud af dig.
Bliv sikker på SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Tilmeld gratis nyhedsbrev her.
Hos sundhed.dk oplever man dagligt henvendelser fra borgere, der er blevet usikre på, om en besked er ægte. Mange af beskederne forsøger at få modtageren til at klikke på et link og oplyse CPR-nummer, MitID eller kontonummer.
”Der er aldrig penge mellem sundhed.dk og borgerne. Derfor vil vi heller aldrig bede om personlige oplysninger via mail eller sms,” understreger sundhed.dk i en ny advarsel.
Den bedste beskyttelse mod digital svindel er opmærksomhed og skepsis.
Her er fem råd fra sundhed.dk:
- Tjek altid afsenderen. Phishing-mails kan ligne officielle beskeder, men afsenderadressen afslører ofte svindlen. Er du i tvivl, så slet beskeden.
- Klik aldrig på links i uopfordrede beskeder. Særligt hvis du bliver presset til at reagere hurtigt. Gå altid selv ind på sundhed.dk via din browser.
- Del aldrig personlige oplysninger. Sundhed.dk beder aldrig om CPR-nummer, MitID-oplysninger eller adgangskoder via mail eller sms.
- Brug din sunde skepsis. Hold øje med sprogfejl, mærkelige links eller afsendere, der vil have dig til at handle med det samme.
- Reager hurtigt, hvis du har klikket. Kontakt din bank, spær dit MitID og overvej at anmelde sagen. En hurtig indsats kan begrænse skaden.
Flere falske beskeder forsøger at efterligne offentlige hjemmesider, fordi mange danskere stoler på dem. Men selv myndigheder kan blive misbrugt i svindleres hænder.
Har du modtaget en mistænkelig besked, så lad være med at svare. Slet den – og tal med familie eller venner, hvis du er i tvivl.
Del advarslen
Du kan advare andre om svindlen ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.



