Falsk medarbejder fra kommunen opsøger ældre: Vil give penge tilbage
Politiet advarer efter et forsøg på bedrageri, hvor en kvinde bankede på døren hos en ældre mand og sagde, hun kom for at aflevere penge fra kommunen.

“Du skal have penge tilbage.”
Sådan lyder det nu i et nyt svindelnummer, som kriminelle bruger kynisk til at franarre ældre penge.
En ældre mand oplyser til politiet, at en kvinde havde banket på døren i boligen i Grevinge i Odsherred og oplyste, at hun kom fra kommunen.
Kvinden fortalte, at hun skyldte penge til den kvindelige beboer på adressen.
Hun forsøgte at forvirre den ældre mand til at udlevere hævekort, da hun ikke havde lige penge til at betale, hvad hun skyldte.
Den ældre mand fik fat i sin kæreste, som ikke kendte til kvinden fra kommunen.
Han afviste derfor kvinden, som forlod stedet uden noget, og gik i retning mod Grevinge Plejehjem.
Møder op og taler hurtigt
Ved at tale hurtigt, skabe forvirring og give indtryk af officiel myndighed forsøger gerningspersonen at få den ældre til at handle uden at tænke sig om.
Når der – som i dette tilfælde – er tale om fysisk fremmøde ved døren kan det virke mere overbevisende og dermed mere farligt.
Svindelnummeret blev heldigvis afsløret, og politiet efterlyser nu kvinden. Hun beskrives som 40-50 år, 165 cm høj, hvid i huden, briller. Hun talte dansk.
Vær opmærksom
Kommunen kommer ikke uanmeldt og beder om hævekort, kontanter eller personlige oplysninger.
- Udlever aldrig dit hævekort, pinkode eller MitID til andre.
- Vær mistænksom, hvis nogen forsøger at skabe tidspres eller forvirring.
- Kontakt en pårørende, hvis du bliver usikker.
- Ring til politiet på 114, hvis du har haft besøg af en person, du ikke stoler på.
Del gerne advarslen
Gør andre opmærksom på den nye form for svindel – del gerne advarslen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Bliv sikker på SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Tilmeld gratis nyhedsbrev her.



