Telefonsvindel går især ud over borgere i hovedstadsområdet

Hovedstadsområdet er særligt hårdt ramt af telefonsvindel. En aktindsigt viser, at knap to-tredjedele af sagerne sker netop her.

Svindlere, der ringer op udgiver sig for at være fra banken eller politiet, er et velkendt og velbeskrevet fupnummer.

Og netop den slags sager er der særligt mange af i hovedstadsområdet.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Kosmopol har fået hos Politiets Nationale Afdeling for Særlig Kriminalitet (NSK).

“Der er noget, der tyder på, at kriminelle i en periode er gået målrettet efter damer fra Nordsjælland, der har et navn, der tyder på, at de er oppe i årene,” siger Sine Gregersen, som driver Center for Økonomisk IT Kriminalitet til TV 2 Kosmopol.

Næsten 16.000 sager på landsplan

Aktindsigten fra NSK viser, at der på landsplan har været 15.176 sager de seneste fire år.

8.814 af dem – altså knap to tredjedele – er fra hovedstadsområdet. Midt- og Vestsjællands Politi står noteret for 1.487 sager.

Politiet kalder den type svindel for vishing. Det står for voice phishing – stemmefiskeri. ”Fiskeriet” består i, at svindleren ringer sit udvalgte offer op og narrer dem til at overføre penge eller kreditkortoplysninger.

Folk har penge i København

Jan Kaastrup er udviklingsdirektør i IT sikkerhedsfirmaet CSIS og arbejder til daglig med efterforskning af IT -kriminalitet.

Det kommer ikke bag på ham, at især københavnsområdet er det sted i landet, der er hårdest ramt af svindel.

“Hovedstadsområdet er jo overrepræsenteret i forhold til folk, der har penge, og folk der bor alene,” siger Jan Kaastrup.

Flyver under radaren i byen

Ifølge IT-eksperten er det også lettere for de kriminelle at ”flyve under radaren” i byområder, hvor der bor mange mennesker, der færdes i forskellige kredse.

“Det er lettere at være anonym i byen end i en lille landsby, hvor den slags rygtes som steppebrand. Hvis nogen er blevet snydt i Københavnsområdet, er der givetvis mange, der ikke hører om det,” siger han.

Bliv sikker på SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Tilmeld gratis nyhedsbrev her.