Statsminister Mette Frederiksen og kendte erhvervsfolk misbruges i Facebook-svindel
Statsministeren og kendte erhvervsfolk misbruges i en svindel-annonce på Facebook, hvor de tilsyneladende anbefaler et investeringsprojekt, der lokker med store gevinster og et startindskud på 1.600 kroner.

Statsminister Mette Frederiksen og erhvervsfolkene Jørgen Mads Clausen og Lars Seier Christensen misbruges lige nu i en konkret investeringssvindel, der spredes via en betalt annonce på Facebook.
Annoncen kommer frem i feedet på det sociale medie som et opslag fra siden “Danmark i Dag” og er markeret som sponsoreret med et billede af blandt andet en kop kaffe på et bord.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Sådan ser svindel-annoncen ud i feedet på Facebook

Teksten opfordrer brugeren til at skynde sig at tilmelde sig, fordi der kun er få dage tilbage.
Klikker man på annoncen, kommer brugeren ind på en side, der giver sig ud for at være en artikel fra dagbladet Politiken.
Siden efterligner avisens design med rubrik, underrubrik, byline og journalistnavn. Artiklen er dog falsk og har ingen forbindelse til Politiken.
Tjener op til 300.000 kroner
Den falske artikel handler om et påstået investeringsprojekt med navnet “Quantum AI”.
Ifølge siden kan alle danskere tjene op til 300.000 kroner om måneden med et minimumsindskud på 1.600 kroner. Projektet beskrives som fuldautomatisk, risikofrit og baseret på avanceret kunstig intelligens og garanteret af den danske stat.
I artiklen fremstilles statsministeren og de to erhvervsfolk som personer, der bakker op om projektet. Der indsættes fotos af dem, der giver indtryk af, at de anbefaler investeringen.
Ingen af dem har dog nogen relation til projektet.
Falsk video med Jørgen Mads Clausen
I forbindelse med svindlen er der i den falske artikel AI-genereret video, hvor det ser ud som om erhvervsmanden, den tidligere Danfoss-direktør Jørgen Mads Clausen selv opfordrer danskerne til at investere i “Quantum AI”.
Videoen er falsk. Den er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens, som efterligner både hans udseende og stemme. Jørgen Mads Clausen har ikke medvirket i videoen og har ikke anbefalet projektet.
(Artiklen fortsætter efter videoen)
Se den falske video med Jørgen Mads Clausen her
Liste med danskere der har tjent kassen
Den falske Politiken-side indeholder desuden påstande om statslig licens, garanti og skattefri indkomst.
Det hævdes blandt andet, at indskuddene er dækket, og at pengene kan hæves når som helst. Der vises lister med navngivne personer og præcise beløb, som angiveligt er tjent på kort tid, samt en beregner, der lover meget store afkast allerede efter få dage.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Bliver efterfølgende kontaktet
Når man udfylder tilmeldingsformularen på siden, bliver man kontaktet telefonisk af en person, der præsenterer sig som rådgiver. Rådgiveren hjælper med at få overført det første beløb på 1.600 kroner.
Herefter opfordres man til at indsætte flere penge.
Pengene man har investeret ser man aldrig. Og det påståede afkast, man skulle opnår ved investeringen, ser man heller aldrig.
Siden, annoncen, videoen og investeringsprojektet hænger sammen som led i den samme svindel. Politiken, statsministeren og de navngivne erhvervsfolk har ingen forbindelse til indholdet, og deres navne og billeder er brugt uden samtykke.



