Ny aftale skal beskytte seniorer bedre mod digital svindel
211 millioner kroner afsættes til en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed. Målet er klarere rådgivning, styrket cyberhotline og tættere samarbejde mod svindel.

Regeringen og et bredt flertal i Folketinget har indgået en ny strategi for cyber- og informationssikkerhed for 2026-2029.
Der afsættes 211 millioner kroner over fire år, og en del af indsatsen retter sig direkte mod borgere, der risikerer at blive ramt af digital svindel.
Strategien kommer i en tid, hvor trusselsniveauet vurderes som meget højt. Ifølge aftaleteksten er det meget sandsynligt, at både organisationer og borgere vil blive udsat for svindelforsøg.
“Strategien for cyber- og informationssikkerhed er endnu et vigtigt skridt mod styrket cybersikkerhed i hele vores samfund. Det er vigtigt, at danskerne er informeret om, hvor de kan få hjælp, hvis de bliver ramt af cyberkriminalitet som digital svindel,” siger minister for samfundssikkerhed og beredskab Torsten Schack Pedersen (V).
Mere synlig hjælp til borgere
Et centralt mål i aftalen er, at borgere skal vide, hvor de kan få hjælp, hvis de bliver ramt.
Cyberhotline for digital sikkerhed videreføres og styrkes. Den skal både give forebyggende råd og hjælpe borgere videre, hvis skaden allerede er sket.
Samtidig skal kendskabet til hotlinen udbredes gennem landsdækkende informationsindsatser, så flere ved, at hjælpen findes.
Frivillige skal også uddannes i digital sikkerhed, så de bedre kan rådgive blandt andet ældre borgere. Det gælder eksempelvis medarbejdere på biblioteker og borgerservice samt it-frivillige, der møder seniorer i hverdagen.
Faglige Seniorer: Det handler om tryghed
Hos Faglige Seniorer hilser man indsatsen velkommen.
“Det er positivt, at der sættes ekstra ind mod digital svindel. Alt for mange seniorer bliver i dag ramt af professionel og veltilrettelagt kriminalitet, som både koster penge og tryghed. For seniorer bliver det afgørende, om de nye initiativer kan mærkes i praksis – og om flere får hjælp i tide, før svindlen rammer,” siger landsformand Mette Kindberg.
Faglige Seniorer etablerede i 2025 hjemmesiden seniortryg.dk med støtte fra Offerfonden. Her kan man finde konkrete råd og virkelige fortællinger om, hvordan man undgår at blive snydt.
Nationalt forum mod svindel
Aftalen indeholder også et Nationalt Forum for Bekæmpelse af Digital Svindel. Her skal myndigheder og private aktører samarbejde om at reagere hurtigere, når svindelmetoder ændrer sig.
Der afsættes 24 millioner kroner til løbende indsatser frem til 2029.
Derudover skal der udarbejdes nationale råd om digital sikkerhed og fælles retningslinjer for myndigheders digitale kommunikation, så det bliver tydeligere for borgerne, hvad de kan stole på.
I alt afsættes 211 millioner kroner i perioden 2026-2029 og 33 millioner kroner årligt fra 2030 og frem.
Bliv sikker på SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Tilmeld gratis nyhedsbrev her.



