Tre mænd med hjelme overfalder 73-årig kvinde: Stjæler hendes pung
To af mændene holdt ifølge politiet den 73-årige fast, mens den tredje tog hendes pung og tømte den for indhold.
En 73-årig kvinde blev torsdag eftermiddag udsat for røveri på åben gade i Randers.
Ifølge Østjyllands Politi skete røveriet omkring klokken 13.40 på Højtoftegade i det sydvestlige Randers.
Tre mænd antastede ifølge anmeldelsen den 73-årige kvinde. To af mændene holdt hende fast, mens den tredje tog hendes pung og tømte den for indhold.
Efter røveriet flygtede mændene fra stedet. To af dem kørte væk på scootere, mens den tredje flygtede til fods.
Alle tre mænd bar hjelme, og politiet håber derfor, at vidner kan have lagt mærke til dem i området før eller efter røveriet.
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.
Politiet opfordrer vidner med oplysninger i sagen til at kontakte politiet på telefon 114.
