ATP slår alarm: Slet disse beskeder med det samme

Svindlere udgiver sig lige nu for at være fra ATP og Udbetaling Danmark. De forsøger at lokke kontonumre, MitID-oplysninger og andre personlige oplysninger ud af borgerne.

Får du en sms eller mail, der ser ud til at komme fra ATP eller Udbetaling Danmark, skal du være ekstra forsigtig.

Falske beskeder er i øjeblikket i omløb, advarer ATP.

Svindlerne kontakter borgere via sms, mail eller telefon. Her giver de sig ud for at være medarbejdere hos ATP eller Udbetaling Danmark og forsøger blandt andet at få udleveret kontonumre, MitID-oplysninger og andre personlige oplysninger.

Du bør hverken svare på beskeden, trykke på links eller åbne vedhæftede filer.

ATP anbefaler, at du sletter den falske besked med det samme.

Ring selv til ATP

Er du i tvivl om, hvorvidt ATP eller Udbetaling Danmark rent faktisk mangler oplysninger fra dig, skal du ikke bruge det telefonnummer eller link, der er oplyst i beskeden.

Find i stedet selv det officielle telefonnummer, og ring direkte til ATP eller Udbetaling Danmark.

Det gælder også, selv om henvendelsen umiddelbart ser troværdig ud.

Svindlere kan forsøge at presse dig til at reagere hurtigt ved eksempelvis at hævde, at der er problemer med en udbetaling eller dine oplysninger.

Seks tegn på, at beskeden kan være falsk

ATP peger på seks advarselstegn:

  1. Du bliver bedt om at sende personlige oplysninger
  2. Beskeden indeholder sprog- eller stavefejl
  3. Der er mistænkelige links i beskeden
  4. Afsenderen kræver, at du handler med det samme
  5. Mailadressen ser mærkelig eller ukendt ud
  6. Beskeden kommer fra en virksomhed, du ikke har en relation til

Du kan hjælpe andre

Del gerne denne artikel på Faglige Seniorers Facebook-side.

Bliv sikker på SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Tilmeld gratis nyhedsbrev her.