91-årig havde stadig pungen: Men væk var kort og 16.000 kroner

Tre seniorer blev mandag udsat for lommetyverier, Mest opsigtsvækkende er sag om en 91-årig kvinde, der stadig havde sin pung – men manglede begge sine betalingskort.

En 91-årig kvinde blev mandag udsat for et usædvanligt lommetyveri, mens hun handlede i 365Discount ved Lupinkrogen i Birkerød.

Kvinden havde betalt med et af sine kort i butikken. Hun havde ikke indtastet pinkoden.

Da hun senere opdagede tyveriet, havde hun stadig sin pung. Men både dankort og mastercard var væk. Samtidig kunne hun se, at der var blevet hævet 16.000 kroner.

Politiet oplyser ikke, hvordan kortene er blevet fjernet fra pungen, eller hvordan det efterfølgende er lykkedes at hæve pengene.

To andre seniorer fik stjålet pung og mobil

Tidligere samme dag blev yderligere to seniorer udsat for lommetyverier i Charlottenlund.

En 81-årig kvinde fik stjålet sin hvide iPhone og en brun pung, mens hun gik tur omkring Kyhnsvej. Pungen indeholdt blandt andet mastercard, rejsekort, periodekort, sundhedskort og kontanter.

Kort efter anmeldte en 73-årig mand, at han havde fået stjålet sin sorte læderpung, da han gik ud af 365Discount på Jægersborg Alle. Pungen indeholdt blandt andet dankort, guldkort, sundhedskort, medlemskort og kontanter.

Politiet har ikke oplyst, om der kan være en forbindelse mellem de tre tyverier.

Sådan beskytter du dig mod lommetyve

  • Politiet anbefaler, at mobiltelefon og pung opbevares i en lukket lomme, gerne en inderlomme.
  • Du kan også overveje at bære værdier under tøjet, for eksempel i et pengebælte.
  • Læg ikke mobiltelefon eller pung synligt på et cafébord, og sørg for at placere din taske, så du hele tiden kan se den.
  • Gå gerne med tasken på armen frem for løst i hånden.
  • Politiet anbefaler desuden, at du ikke bærer rundt på større kontantbeløb.

Hvis dit betalingskort bliver stjålet, bør du straks spærre kortet og kontakte din bank.

Bliv sikker på SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Tilmeld gratis nyhedsbrev her.