Politiet efterlyser mand efter syv bedragerier: Har du set ham?

Nordsjællands Politi offentliggør nu billeder af en mand, der mistænkes for syv tilfælde af kontaktbedrageri. Ofrene har fået franarret deres hævekort.

Nordsjællands Politi beder offentligheden om hjælp til at finde en mand, der mistænkes for syv kontaktbedragerier flere steder i Nordsjælland.

Bedragerierne er sket i Frederiksværk, Hillerød, Slangerup, Gentofte, Gilleleje og Lynge.

Ifølge politiet har manden ved bedragerierne franarret ofrene deres hævekort.

Politiet har nu offentliggjort billeder af den mistænkte i håb om, at nogen kan genkende ham eller har oplysninger om, hvor han færdes.

Hvordan er signalementet?

Manden beskrives som ikke etnisk dansk, almindelig af bygning og med kort mørkt hår samt kort mørkt fuldskæg.

Han var iført mørk kasket, mørke solbriller, mørk jakke, mørke bukser og grå sko.

Desuden havde han en mobiltelefon og en vape med sig.

Hvor skal jeg ringe til?

Har du set manden på billederne, eller har du oplysninger om hans færden, beder Nordsjællands Politi dig kontakte politiet på telefon 114.

Bliv SeniorTryg – få gratis nyhedsbrev om digital sikkerhed i din hverdag.