Ny indsats mod svindel: Ældre får advarsler under hjemmebesøg

Kommunale medarbejdere skal nu tale med ældre om falske bankfolk, kontaktbedrageri og andre former for svindel, når de møder borgerne i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg. Politiet håber, at indsatsen kan nå de ældre, før svindlerne gør det. Faglige Seniorer bakker op om initiativet.

Svindlere ringer og udgiver sig for at være fra banken eller politiet. De fortæller måske, at der er problemer med kontoen, og kort efter står et såkaldt bankbud ved døren for at hente betalingskort, koder, kontanter eller smykker.

Nu forsøger Sydøstjyllands Politi sammen med flere kommuner i politikredsen at komme svindlerne i forkøbet.

Kommunale medarbejdere skal som led i en ny fælles indsats tale med borgere om svindel, når de møder dem i forbindelse med forebyggende hjemmebesøg.

Her skal de blandt andet fortælle om kontaktbedrageri og om, hvordan den enkelte kan gøre det vanskeligere for kriminelle at finde og kontakte potentielle ofre.

Rammer ofte ældre

Baggrunden er, at kontaktbedrageri ofte rammer ældre.

Svindlerne udgiver sig typisk for at være fra banken, politiet eller en offentlig myndighed og forsøger først at skabe tillid. Derefter kommer presset, hvor den ældre får at vide, at der skal handles hurtigt for at undgå at miste sine penge.

Det kan ende med, at offeret overfører penge til en såkaldt sikker konto eller udleverer betalingskort, pinkode, MitID-oplysninger, kontanter og smykker.

”Kontaktbedragerier kan have store konsekvenser for de borgere, der bliver ramt. Mange mister ikke alene penge, men også tryghed og tillid,” siger politikommissær Jesper Christensen, leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat ved Sydøstjyllands Politi.

Han peger på kommunerne som vigtige samarbejdspartnere, fordi deres medarbejdere allerede har kontakt med mange af de borgere, der kan være særligt udsatte.

Medarbejderen kommer allerede indenfor

I Horsens Kommune ser man samme mulighed.

Når kommunens medarbejdere allerede møder ældre borgere i deres hverdag, kan samtalen også bruges til at gøre opmærksom på risikoen for svindel.

”Vores medarbejdere møder hver dag borgere i forskellige sammenhænge og har derfor en unik mulighed for også at gøre opmærksom på de risici, der findes i hverdagen,” siger Jes Svenninggaard, direktør for Job og Velfærd i Horsens Kommune.

Dermed bliver forebyggelsen flyttet fra hjemmesider, kampagner og advarsler i medierne helt ind i hjemmet hos nogle af de borgere, svindlerne selv forsøger at få kontakt med.

Svindlen er steget kraftigt

Initiativet kommer samtidig med, at politiet flere steder oplever mange sager om kontaktbedrageri og bankbud.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beskrev i juni udviklingen som en ”næsten eksplosiv stigning” gennem de senere år.

Alene i andet halvår af 2025 havde politikredsen 91 anmeldelser om kontaktbedrageri, og ifølge politiet var næsten tre ud af fire af disse sager på daværende tidspunkt opklaret med sigtede gerningsmænd.

Så sent som i august blev tre ældre borgere i Give, Vejle og Kolding ifølge Sydøstjyllands Politi ringet op af en falsk bankmedarbejder, hvorefter en kvinde kom til deres hjem for at hente kreditkort, kontanter og eventuelle smykker.

Kommunerne har fået større frihed

Den nye indsats er også interessant, fordi reglerne om kommunernes forebyggende arbejde med ældre er ændret.

Tidligere var kommunerne efter serviceloven forpligtet til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til bestemte aldersgrupper.

Med ældreloven blev kravene om hjemmebesøg efter faste aldersgrænser afskaffet. Kommunerne skal i stedet sørge for en generel forebyggende indsats over for ældre og blandt andet iværksætte opsøgende indsatser dér, hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale.

Det giver kommunerne større frihed til at beslutte, hvordan den forebyggende indsats skal se ud. I Sydøstjylland bliver bekæmpelse af svindel nu en del af arbejdet.

Faglige Seniorer: Bør gælde hele landet

Hos Faglige Seniorer er landsformand Mette Kindberg ikke i tvivl. Flere kommuner bør følge trop.

”Det er en rigtig god idé, at bruge forebyggende hjemmebesøg til at tale med ældre om svindel og digital kriminalitet. Men det bør ikke afhænge af, hvilken kommune man bor i. Det bør gælde i hele landet,” siger Mette Lindberg.

“I Faglige Seniorer arbejder vi selv målrettet med forebyggelse gennem SeniorTryg, hvor vi advarer om nye svindelmetoder og giver konkrete råd til, hvordan man beskytter sig. Men vi kan ikke nå alle. Derfor bør kommunerne tage et større ansvar og bruge den direkte kontakt, de allerede har med ældre borgere, til at advare, rådgive og forebygge. Det kan være med til at forhindre, at flere mister både penge og tryghed,” siger hun.

Mette Kindberg opfordrer blandt andet ældrerådene i kommunerne til at tage den forebyggende indsats op med de lokale politikere.

Politiets vigtigste råd

For at forebygge kontaktbedrageri, peger politiet især på muligheden for at få sit telefonnummer udeladt hos teleselskabet.

Dermed bliver navn, telefonnummer og adresse ikke på samme måde tilgængelige gennem åbne telefonlister.

Politiet anbefaler desuden, at man afbryder samtalen, hvis en fremmed beder om en pengeoverførsel, og aldrig udleverer betalingskort, koder eller personlige oplysninger.

Bliv sikker på SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Tilmeld gratis nyhedsbrev her.