Flere ældre snydt af falske bankfolk: Kort og kode afhentet i hjemmet

Flere ældre blev fredag udsat for svindel, hvor gerningsmænd udgav sig for at være fra banken og hentede kort og koder direkte i ofrenes hjem. Politiet efterforsker nu sagerne.

Midt- og Vestsjællands Politi efterforsker flere sager om ældresvindel, som fredag ramte borgere i Roskilde og Stevns.

Fem ældre blev kontaktet telefonisk af personer, der udgav sig for at være fra banken.

Bliv sikker på SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Tilmeld gratis nyhedsbrev her.

De falske bankfolk fortalte, at der var mistanke om misbrug af ofrenes konti og fik dem overtalt til at udlevere både kort og pinkode for at ”sikre pengene”.

Gerningsmænd henter kort

 I Roskilde blev fire kvinder i 70-80-års alderen kontaktet og fik besøg af en mand, som afhentede deres kort.

Han beskrives som 20-25 år, 180-185 cm høj, brun i huden, velsoigneret og iført sort tøj og sort kasket med bogstaver på. Han talte dansk.

I Hårlev blev en mand sidst i 80’erne udsat for et lignende bedrageri. En ung mand hentede hans kort.

Han beskrives som 18 år, 160-165 cm høj, almindelig af bygning, brun i huden, med kort brunt hår. Han var iført hvid T-shirt og sorte bukser og talte dansk med accent.

Politiet undersøger nu sagerne og forsøger at klarlægge, hvor stort et tab de ældre har lidt.

Politiets advarsel mod ældresvindel

  • Banken eller politiet henter aldrig dit hævekort.
  • Du skal aldrig udlevere din pinkode – hverken på telefon eller i dit hjem.
  • Bliver du ringet op, så læg røret på og kontakt din bank eller politiet på 114.

Hjælp med at advare

Du kan gøre en forskel og advare andre om svindlen. Del artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.